mandag den 26. oktober 2009

Lyrics: Ormen & Alberte - Det er noget tosser gør

Her kommer teksten til Ormen & Albertes "Det er noget tosser gør", der også har lidt Blæs Bukki indover.
Hør den på Albertes eller Ormens myspace, eller læs lille interview og hør singlen fra DR, den er så vidt jeg kan se ikke udgivet endnu.

Kunne ikke finde lyrics nogle steder på nettet, og var simpelthen nødt til at få den ned på skrift, synes den var så slående og dejlig og blød og accepterende og livsbekræftende og eftertænksom og ærlig og...

Weekendens oplevelser og encounters ledte mig direkte til det her track, og på sporet af Alberte & Ormens samarbejde, som virker til at være helt fantastisk.
Tak til Katten for inspirationen, og tusind tak for kage! Arrhuwww ;)

Ormen & Alberte - Det er noget tosser gør
jeg gik ud
og fandt mig selv en mand
30 eller deromkring

han kunne bære selv
en skrøbelig drøm
af tvivlsom karakter

han sagde
rolig
jeg bliver her til vi dør
og det troede jeg på
det er noget tosser gør

jeg gik ud
som et lys midt i en drøm
jeg hørte ikke noget

da jeg vågnede
var drømmene væk
strøm og tid og kæresten
var gået

han sagde
rolig
jeg bliver her til vi dør
og det troede jeg på
det er noget tosser gør

min sti er ren
som mudderbrydning
troskab får en ny betydning
når de lægger sig som gødning

og

de lokker med en blød-ting
siger de savner sådan en hård-ting
gider ikke snakke som Jørn Hjorting
når vi' mellem deres lår-ting
man giver ting og man får ting
til man finder sig en ny-ting
går og svæver rundt på en sky-ting
måske bare en hurtig by-ting
falder baglæns ind i rytmen

og så knalder man ud
bliver besat af deres baller og hud
man vil have mer'
én der varm når det sner
én der dufter af violer
én der god til at massér
én med 80'er dusk
og én der bare er glatbarberet
arrrrhuw

det er utroligt
vi overhovedet gider bage
når vi får
sådan en lille bitte kage

han gik ned
efter noget i sig selv
jeg er tilbage om et kvarter

han gik ud
så nu låser jeg min dør
hvad der findes her
det bliver her
det bliver her

han sagde
rolig
jeg bliver her til vi dør
og det troede jeg på
det er noget tosser gør

det er utroligt
vi overhovedet gider bage
når vi får
sådan en lille bitte kage

onsdag den 14. oktober 2009

2 hjul til den store


Så blev det endelig til virkelighed med en ny cykel til den store datter. Hendes gamle Kildemoes Bikerz Retro (link til 2010 model, hendes var 2007) blev stjålet på skolen i sommerferien, og siden har det gået med at få styr på politianmeldelse, forsikring og finde den rigtige nye cykel til hende.

Det blev hurtigt klart, at hun var lige stor nok til en 20", men hun var også lige lille nok til en 24" med det horn-styr hun gerne ville have. Heldigvis var både komfort og siddestilling for hende meget bedre på de lidt mere 'damede' modeller. De var heldigvis også så tilpas mere pigede at det ikke var noget problem for hende. Selvom vi har kigget mest så Taarnby cykler (Bella og Princess) , fik jeg med gode råd og vejledning valgt ovenstående lilla Batavus Runner (2010 model, så kan ikke finde den på nettet endnu!). Den er bare smart, med enormt mange praktiske detaljer; bl.a. lilla-glimmer lakering, alu-skærm med boble-effekt, navdynamo, indbygget (ikke-LED) frontlygte, LED baglygte, diodeblink i pedalerne, alu næstenoveralt, 3 Shimano gear i nav. Kvaliteten er ikke at sammenligne med Taarnby, det kan både ses og mærkes.

Jeg skal hente hende med den på skolen i eftermiddag, og er rigtig rigtig spændt på hvad hun siger til den. Forhåbentlig bliver hun lige så vild med den som jeg (ellers har jeg sikret mig at jeg kan komme af med den, hvis det går helt galt).

Så mangler jeg bare at få styr på min egen cykel-situation. Er da lidt spændende hvor meget jeg komme til at mangle bilen, når ungerne kommer hjem igen.

søndag den 11. oktober 2009

Fra Toyota er du kommet...


... fra Toyota skal du igen udrulle.

Har lige sagt farvel til den trofaste Avensis der har tjent min tidligere familie gennem 2.5 år, og er på gåben på vej hjemad fra Toyota Esbjerg. Selvom handlen kunne have været økonomisk bedre (men over en finanskrise kan man ikke forvente mere), er det med en god positiv fornemmelse i maven.

Jeg ser det som en af de store milepæle i skilsmisseforløbet, ihvertfald omkring de rent materielle konsekvenser. Indtil videre har vores materielle besiddelser været stort set uændret. Det fælles hus står som det altid har gjort, bortset fra at jeg er rykket ud, og ind i min egen lejlighed, men med møbler vi i fælles hjerneblødning købte til en fælles lejlighed, som vi havde en periode, mens vi forsøgte at finde ud af hvad der skulle ske i vores liv.

Nu kom vi et skridt videre i vores uafhængighedsgørelse, og det er det der tæller. Skidt pyt med de par hundred tusinde vi har mistet på den bil. Selvom jeg har kæmpet for at minimere dem, så kan jeg kun trække på skuldrene over dem, og glæde mig over at vi begge nu kommer et skridt nærmere den virkelighed der er et faktum, og ikke en fake fælles virkelighed ingen af os egentlig ønsker.

Håber min tidligere kone er klar til at møde den virkelighed, og ønsker hende alt held og lykke med det, jeg ved at jeg er klar, superklar!

fredag den 9. oktober 2009

Ladcykel, part II

Lige en hurtig opdatering på ladcykelmissionen. Graver stadig i emnet, og finder lidt flere afarter af ladcykler:

Johnny Loco Cargo Cruiser her er en lidt mere cruiser/laid-back christiania-agtig en af slagsen. Kan også købes i DK, og mere info, på delvis hollandsk, kan findes på firmaets hjemmeside (flash crap uden mulighed for direkte link).

Danske Velorbis har jeg aldrig hørt om, men de har en model der hedder Mobii, som ser rigtig fiks ud. Prisen på ~kr. 15000 virker også fornuftig.

En lidt spøjs en er Troikar (også her og her), "One Bike, Four Happiness", som minder lidt om trioBike i fleksibilitet.

Den er asiatisk af afstamning, engelsk er ihvertfald ikke en option på hjemmesiden. Det er nærmest en klapvogn med pedaler, men som også kan blive til en ren klapvogn, cykel eller et løbehjul! Der ser dog ikke ud til at være så meget plads i ladet, som på de skandinaviske ladcykler.

Har også fundet en officiel (ligner det) trioBike YouTube channel med demovideoer af trioBikens features. Den er jeg stadig mest tændt på lige pt.

Lægger iøvrigt mærke til flere og flere ladcykler her i Esbjerg, efterhånden som jeg har fået fokus på dem. Har ihvertfald set mindst 3 forskellige Niholaer der kører rundt i mit nærområde. Men ikke rigtig nogle af de andre typer, bortset fra en vaskeægte Christiania bike der står parkeret til udstilling hos Boldesager Cykellager.

Hvis du er interesseret i ladcykler, så prøv at søge på bakfiets på Google/YouTube, der er mange der beskæftiger sig med dem under det hollandske navn...

Blandt andet hygger de sig rigtig med deres ladcykler i Holland, her er en video af et mor race på ladcykel i Amsterdam, med indtil flere discipliner repræsenteret ;) Og lidt video fra Californien, hvor det virker til at være helt uhørt at drive sig selv frem på sådan et apparatur!

tirsdag den 6. oktober 2009

Nabosnageri

Nu kan jeg sørme gratis se sidste 5 års salgspriser på mine naboers huse hos Boliga, og købe mig til dem fra 1992 og frem. Det var da halvhyggeligt, når man nu står og skal sælge...

Cyklen er ladet med ... børn

Nu den tidligere familie-toyota er til salg, og denne gang har jeg besluttet at den ryger, går jeg og lurer på mine fremtidige muligheder for at transportere mig selv, ungerne og de ting vi nu finder på at skulle fragte rundt i Esbjerg.

Jeg er meget lidt tilbøjelig til at ville have en bil, så jeg har besluttet at vi skal klare os med cyklerne indtil vi er trætte af det. Det er der forskelllige grunde til at jeg vælger, økonomiske, nogle praktiske, nogle ideologiske, andre måske bare pga. stædighed;

  1. Biler koster dyrt. Så længe jeg har en halv villa at betale til, udover lejemålet jeg bor i, har jeg ingen økonomi til noget som helst. Slet ikke afdrag og løbende udgifter til en bil (har i desperation over værditabet, spurgt banken om jeg måtte købe den gamle fælles bil, forventeligt no-go derfra..). Generelt vil jeg også meget hellere bruge mine penge på at skabe nogle fede oplevelser for mig selv og ungerne, end brænde dem af på at have et afgiftsplaget stressapparatur stående.

  2. Jeg har ikke noget behov for en bil i min dagligdag. Jeg har 1.2 km hjemmefra til min arbejdsplads, og skal jeg droppe ungerne af i skole og børnehave, er der kun sammenlagt et transportbehov på 5.7 km kørsel til jeg er på arbejde. Indkøbsmuligheder er der nok af; 2 Fakta 800m og 500m væk, Rema 1000 800m væk, Netto 900m, og Lidl 900m.

  3. Jeg kan rigtig godt lide tanken om at jeg ikke bidrager til yderligere forurening af vores by/land/klode (og ovenstående 5 km kold kørsel hver morgen svarer forureningsmæssigt til 450 kilometer med varm motor).

  4. Skal jeg romantisere lidt, så synes jeg generelt det er federe at cykle, man oplever omgivelserne omkring én på en anden mere afslappet måde. Omgivelserne bliver ikke bare reduceret til en kulisse man hurtigst muligt skal ræse igennem for at nå frem til destinationen. Det er mere nærværende. Om det altid lige vægter så meget, skal jeg være usagt, men det er vel et spørgsmål om tilvænning til nye transportforhold (kan forestille mig en lettere frustration mandag morgen 5 minutter i ringetid og man ikke er tæt på at være kommet ud af døren).

  5. Det giver bedre motion for både unger og far.

Så skete det jo at Malou var til fødselsdag hos Isabellea fra klassen i fredags. De blev hentet i skolen, og Malou havde været så heldig at køre med i Isabellas mors Nihola Cigar Family ladcykel. Det have hun været helt syg med, og hun berettede vidt og bredt om det da jeg hentede hende sidst på eftermiddagen. Det satte gang i tankerne om at gøre alvor af at anskaffe sådan et bæst. Det havde rumsteret lidt i hovedet før , men havde ikke lige haft nogen indgangsvinkel til at komme i nærheden af en, eller kendte nogen hvis erfaringer jeg kunne trække på. Fik en lille snak med Isabellas mor, og har så ellers surfet nettet tyndt efter info.

Surferiet bragte mig bl.a. på en rejse gennem anmeldelser i 24 timer, en meget grundig skotte, Politikkens ladcykel test, Dansk Cyklistforbunds definition og minianmeldelse og Rabattens indslag om ladcykler.

Det virtuelle markedsoverblik endte med at liste mulighederne; den originale Christania cykel (~kr. 16000), den lidt smartere Nihola (~kr. 15000), Winthers gennemdesignede 3 hjuler Kangaroo (~kr. 18000) og (nu vist udgåede) 2 hjulede Wallaroo (~kr. 15500), den ultra customiserbare BellaBike (std. model ~kr. 15000) og de nye lidt gustne men billige hollandske importcykler (fås bl.a. på cykelbanditten.dk, http://www.ladcyklerweb.dk/, http://www.cyclon.dk/ til kr. 5-7000).

Men jeg er trods Rabattens negative kritik af sammenkoblingen mellem cykel og lad, endt med at blive lidt smaskbetaget af trioBikes ladcykel, som bare hedder trioBike V2.



Det er stadig en ladcykel, med plads til 2 børn og baggage, men uden at have alt for meget af det der bedstemor/hippie look over sig. Designet er vildt cool , den er smart og trendy uden at være for meget. Samtidig virker den til at være rigtig gennemtænkt praktisk. Og bedst af alt, triBiken er BÅDE en praktisk ladcykel og en smart 2 hjuler. Men afmonterer blot ladet, hvilket kan gøres uden værktøj på 2 minutter, så har man en fed citybike. Ladet bliver så til en gåvogn/klapvogn man kan skubber ungerne rundt i.


Klapvognsfeaturen forestiller jeg mig ikke at jeg kan bruge til forfærdeligt meget med de store unger jeg har efterhånden, men bare det at jeg ikke skal ud og investere i en sekundær almindelig cykel, og stadig får en smart solo cykel tiltaler mig enormt.

Prisen er lidt mere pebret end de øvrige ladcykler, ca. kr. 21500, men er set brugt til kr. 11000, og op.

Jeg graver videre, skal have hørt nogle med hands-on erfaringer med trioBiken om deres holdning... ;)

Edit 00:15: Besøgte en af de lokale cykelhandlere i eftermiddags, Gregors Cykler. Han fortalte om en nye ladcykel fra Gazelle. Nettet viste at det var Gazelle Caddy (fås på nettet til kr. 13000 hos Storm Cykler), som også er anmeldt her, og sammenlignet med andre hollandske bakfiets (det hedder de dernede!) her. I samme ombæring faldt jeg over et par nye mærker; Larry vs. Harry, Madsen Cycles og WorkCycles.